top of page

Madværkstedet

 

Danmark er i dag et uland med hensyn til produktion af madvarer. Vi producerer kvalitetskød i lange baner og frugt og grøntsager med bid, smag og saft. Stort set alle dyr sendes til slagterier i udlandet og forarbejdes. Danskerne kan så købe de forarbejdede råvarer og færdigvarer…..et scenarie der kendes fra ulandene, hvor råvarer og metaller eksporteres, for efterfølgende at blive importeret som færdigvarer. Mange steder i Danmark prøver man at vende denne tendens, og små producenter dukker op til stor glæde for forbrugerne. Odsherred er på mange områder frontfigur i den udvikling, en udvikling vi kan være stolte af.

Odsherred er kendt for det kulinariske, og producerer fantastiske råvarer som efterspørges af de bedste restauranter i landet. Årsagen er blandt andet den unikke beliggenhed, og de specielle jordbundsforhold – forhold som blev skabt under istiden. Samtidig er havet på begge sider af Odden årsag til, at en af landets bedste vinavlere kan levere kvalitetshvidvine i svære år, hvor høsten slog fejl i det meste af Europa.

Med den unikke adgang til råvarer, og med hjælp fra kulinariske ildsjæle, vil Madværkstedet i Egebjerg forsøge at skabe et madmæssigt eksperimentarium. Et sted hvor producenter, kokke, slagtere, vinavlere og den almindelige madnørd kan mødes, og eksperimentere med fremstillingsmetoder som understøtter råvarernes unikke smag og kvalitet.

bottom of page