- et levende område
Egebjerg er en landsby i Odsherreds flotte natur
med egen skole, brugs, kirke, idrætsforening, forsamlingshus, bylaug, nærvarme, økosamfund og et fantastisk opland.
Vi elsker vort land
Tekst: Holger Drachmann, 1885
Melodi: P. E. Lange-Müller, 1885
Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet
med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark under strand
lader stemmen til
hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej,
over gade,
vi kranser dit navn,
når vor høst er i lade,
men den skønneste krans
bli'r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter
så varme, så glade,
- men den skønneste krans
bli'r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter
så varme, så glade.
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken
velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave
til flittige hænder;
når ikke vi pløjer
og harver og tromler,
når koen sin middag
i kløveren gumler:
da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet,
der frit over engen sig tumler,
- da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet,
der frit over engen sig tumler.
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende
beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes
gravhøje tænde:
hver by har sin heks,
og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet
med glædesblus holde,
vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde,
- vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.
God Skt. Hans, ønskes du af
Egebjerg Bylaug